Einar Alexander Foss [3852849]

  Notater:

geni:about_me Einar Alexander Foss blev født 1 oktober 1858 i Viborg. Han var søn af Vilhelm Christian Daniel Foss og Anny Cathinka Kornerup. Einar Alexander Foss tog eksamen som student i 1876 i Haderslev. Han tog eksamen som cand. polyt. i 1882. Han var i 1887 medejer af F.L.Smidth & Co. Einar blev gift 6 januar 1891 med Frederikke Margrethe Schultz, datter af Johan Philip Schultz og Hansine Haagen. Einar Alexander Foss var i 1892 medstifter af Dansk Ingeniørforening. Han var mellem 1903 og 1912 formand for Sammenslutningen af Arbejdsgivere inden for Dansk Jernindustri. Han var mellem 1904 og 1907 formand for af Dansk Ingeniørforening. Han var mellem 1915 og 1918 medlem afFolketinget. Han var mellem 1918 og 1920 medlem af Landstinget. Han gik på pension i 1923. Einar blev gift 12 januar 1924 i Kongens Lyngby, Sokkelund, København, med Edda Marie Elisabeth Hostrup-Schultz, datter af Jens Johan Frederik Hostrup Schultz og Marie Charlotte Elisabeth Lilla Rönchendorff. Einar Alexander Foss døde 25 november 1925 i Høvildgård, Salten, Them, Vrads, Skanderborg, i en alder af 67 år.



Niels Christian Nielsen fortæller i "Kættersk vision anno 1912: Danmark som industriland:

Industrimanden og politikeren Alexander Foss skal ikke gå i glemmebogen, selv om industrieventyret fik navn efter stifteren Frederik Læssøe Smidth. F.L. Smidth & Co. blev det fulde firmanavn, da Alexander Foss og Poul Larsen i 1885 havde fuldendt trekløveret, som drev virksomheden frem til verdensry.

Nu skal Alexander Foss have sin egen biografi. Et portræt af manden, der havde ambitioner og visioner om at gøre Danmark til industriland. En vision han argumenterede hårdnakket for i en historisk tale den 23. marts 1912, da han i Industriforeningen i København udfordrede landbrugets stilling som førende erhverv.

Alexander Foss bestred på de kraftigste den gængse opfattelse af, at kul og råstoffer var nødvendige betingelser for at have en industri. Tværtimod så han førsteklasses-teknikere som grundlaget for Danmarks industrielle fremtid.

Mens Frederik Læssøe Smidth var den fremragende tekniker og Poul Larsen talknuser og organisationstalent, så var Alexander Foss industrimanden med politisk engagement og store visioner, konstaterer F.L.Smidth i sit 125 års jubilæumsskift. Foss repræsenterede en stærk tro på mod og nytænkning.

De tre hovedpersoner i F.L.Smidth delte en urokkelig tro på, at masser af knofedt var vejen til succes. Helt bogstaveligt udtrykt i Alexander Foss? motto: Ved arbejde, altid ved arbejde og atter ved arbejde.

Adjunkt, Ph.d. Steen Andersen, Center for Virksomhedshistorie på CBS og centerleder, professor Kurt Jacobsen er godt i gang med at grave detaljer frem om Alexander Foss.

De skal stykkes sammen til en bog, som Dansk Industri og Foss-familien finansierer.

>Vi vurderer, at Alexander Foss havde en helt central betydning for det industri-Danmark, som vi kender i dag. Det var under ham at Industrirådet voksede sig stort under 1. verdenskrig,< forklarer Steen Andersen.

Alexander Foss var med til at stifte Industrirådet, var formand i ti år og nåede også at sidde i både Folketinget og Landstinget.

Mange rejser

Bygningsingeniøren Alexander Foss havde en baggrund i teglværksindustrien ligesom F.L.Smidth, og det var branchekendskabet og Smidths originale forslag til procesforbedringer i teglværksindustrien, der banede vejen for at få de første cementkontrakter i hus.

Foss delte Smidths kærlighed til det praktiske, men fik en anden rolle.

>Foss er særdeles udadvendt og velorienteret, og bliver naturligt virksomhedens ansigt udadtil. Han har et godt sprogøre, hvilket blandt andet afspejler sig i, at det bliver ham, der varetager virksomhedens interesser på det franske og russiske marked,< konstaterer komponisten og skribenten Knud Åge Riisager i et 40 års jubilumskrift "F.L.Smidth & Co. 1882-1922".

Foss var også meget aktiv i firmaets udvikling i Sverige og Norge, noterer jubilæumsskriftet.

I foråret 1986 var ingeniør Foss igen i Sverige. At arbejdet har været strengt, fremgår af et morsomt brev fra Smidth til Foss, hvori det ind i mellem alvorlige forretningsspørgsmål hedder: >De må skam ikke gå og sulte fra om morgenen klokken 10 til om aftenen. På den måde har jeg fået en daarlig mave. Køb dog nogle kiks og hav altid nogle i lommen.<

Brevskrivningen illustrerer også stifternes lidenskabelige forhold til deres arbejde:

Og Smidth skriver til Foss: >Jeg arbejder i almindelighed fra 6 1/2 morgen til 10 aften, og mere kan jeg ikke.<

Forhandlingsleder

Ifølge Dansk Biografisk Leksikon var Alexander Foss en højt anset tekniker, der som formand for Dansk Ingeniørforening, "havde et klart og sundt blik for personer og forhold, og var en udmærket forhandlingsleder".

Han var kendt som manden, der kunne indgå kompromisser og skære et forlig.

Manden, der havde været med til at drive en beskeden teknisk virksomhed frem til et verdensfirma var ifølge leksikonet "utrættelig i at fremhæve betydningen af stedse at vedligeholde og supplere sin videnskabelige uddannelse ved praktiske arbejder og aldrig at forfalde til gold teoretiseren."

Det var blandt andet på baggrund af, at F.L.Smidth omkring århundredskiftet havde indført roterovnen i den europæiske cementindustri, og at firmaet var i stadig fremdrift, at han i 1911 blev valgt til formand for Industriforeningen i København og formand for Industrirådet.

>...hermed indledes en epoke, der skulle sætte kronen på Foss's livsgerning, men som også sled hans oprindelige robuste og stærke konstitution helt op,< konkluderer Dansk Biografisk Leksikon.

Alexander Foss falder af talerstolen i Industrirådet med et slagtilfælde i 1920, og dermed er han trods ihærdige forsøg på at genoptage sit virke i realiteten sat ud af spillet frem til sin død i en alder af 67 år i 1925.

Hård organisationsmand

>Han var rimelig hård i sine bestræbelser på at styrke Industrirådet, for han benyttede sit medlemskab af Den Overordentlige Kommission fra 1914 til at sørge for, at de virksom heder, der ikke tilsluttede sig Industrirådet simpelthen ikke fik råstoffer under 1. Verdenskrig.<

Kommissionen var nedsat af den radikale regering for at forvalte den regulering, der skulle sikre samfundets forsyningssikkerhed under Verdenskrigen.

Alexander Foss forsøgte at begejstre med sine visioner om Danmark som industriland i en berømt tale til Industrirådet i 1912.

>Det var en uhyre interessant tale, for dengang var det næsten som at bande i kirken at tale om Danmark som industriland, for det var jo en udvikling, som ville ske på bekostning af landbruget. På det tidspunkt kunne ingen forestille sig, at industrien nogensinde kunne komme op på siden af landbruget, endsige sikre samfundets velstand eller eksport,< siger adjunkt Steen Andersen.

Det så da også sort ud, for man skulle helt frem til 1939, før industriens produktionstal nåede tilbage på samme niveau som før 1. Verdenskrig.

Alexander Foss havde samtidig den fremtidsvision, at industrien skulle være drivkraft for dansk eksport, og der var han tidligt ude. For det lykkedes først at få industrieksporten til overhale landbrugseksporten i slutningen af 1950'erne.

Ildhu og arbejdsevne

>Det man bliver slået af, er den ildhu, det engagement og den ufattelige arbejdsevne han udfoldede indtil slagtilfældet. Han knoklede simpelthen hele livet, og hans arbejde var hans et og alt. Han havde da perioder, hvor man i dag ville sige, at han led af stress, men han fortsatte ufortrødent indtil slagtilfældet,< fortæller Steen Andersen.

Han betegner Alexander Foss som politisk interessant, fordi han var opdraget i en konservativ skole, men selv var en konservativ internationalist. Han var meget optaget af, at danske ingeniører rejste til udlandet og lærte noget om, hvordan andre ingeniører arbejdede.

>Han var en varm fortaler for, at hvis industrien skulle blive dygtigere, og samfundet rigere, så måtte ingeniørerne rejse ud og lære.<

Knud Åge Risager formulerede de tre førstemænd i F.L.Smidth & Co.'s udelte engagement i danske ingeniørers potentiale med ikke ringe fyndighed:

>De havde en fast tro på, at danske ingeniører fuldt ud kunne magte de samme opgaver som de store nationers ingeniører, og de hævdede med styrke, at det først af alt er den danske ingeniørs pligt ikke at holde sig ængstelig og selvkritisk tilbage fra de afgørende opgaver.<


Det er en kendt ting, at på et vist tidspunkt - som litteraturhistorikerne må om nærmere at tidsfæste - skiftede billedet af romanernes og skuespillets helte. Det var ikke længere digteren eller maleren, der dækkede forfatternes billede af, hvorledes en helt skulle se ud. Tiden trængte til at se sit forbillede i en skikkelse, der var mindre lyrisk udsvømmende, der stod fastere plantet på jorden, og som dog ikke var uden forbindelse med, hvad Hostrup kaldte "højere autoriteter". Man vaklede mellem to, lægen og ingeniøren, men det blev den sidste, der gik af med sejren. Ingeniøren blev den typiske mand, gennem sin videnskab knyttet til ånden, gennem sit arbejde fæstet til jorden, ingen drømmer og digter og dog på sin vis drømmende og digtende i storslåede syner, i dristige svungne brobuer, i himmelstræbende tårne, i eventyrlige tunneler gennem Jordens indre.

Den mand, hvis virken disse linier skal forsøge at skildre, Alexander Foss, ville måske selv protestere mod at betegnes som en slags drømmer og digter, end sige da som en romantisk "helt", så lidt opstyltet der er ved ham, så meget han skyer at stille sig i positur og agere for publikum. Han ville vel foretrække at se sig skildret som en realiteternes mand, hvem klogskab og vilje, støttet af den grundigste uddannelse og en forudseenhed, der tillod ham at handle på langt sigt, førte til mål. Og dog bliver en livsgerning som hans, et moderne eventyr som det, der digtedes inden for det prosaiske forretningsnavn, som lyder F.L. Smidth & Co. ikke til uden fantasi, uden drømme, selv om det er så tilsyneladende prosaiske ting som cement og jern der drømmes i. Han har selv sagt noget hen i den retning, i en rustale, som han holdt i "Studenterforeningens Konservative" i 1919, hvor han opstiller som sin livserfaring, at ethvert menneske i sit liv opnår opfyldelsen af sine allerinderste ønsker og begæringer, en erfaring som han udformer i følgende ord: "Der er i en menneskesjæl flere lag end et. Under overfladens ofte tilfældige karakter, ligger det væsentlige, med sine rødder og meget af sit næringsliv i underbevidstheden, hvor drifter, ønsker og begæringer yder deres tilskud. Herfra skyder ønskerne op som magt og ære, om rigdom, livsnydelse og berusning. Ofte tager disse begæringer magten. Også da vil det tilstræbte, begæringerne før eller senere blive tilfredsstillet, som modne frugter vil tilfredsstillelsen falde i skødet. Måske skal det vise sig, at nødderne er hule, måske er der, når rusen er borte, kun tomme skaller tilbage, men hvem kan forlange at høste hvede, når udsæden er klinte. Den erfaring, at livet bringer, hvad man i dybden af sin sjæl begærer, har Goethe givet udtryk for, da hans motto for 2. del af skildringen af sit liv, "Dichtung und Warheit", satte følgende ord:

Was man in der Jugend wunscht,
Hat man im Alter die Fülle.

Dette er en profeti. For den, som tror på den, er meget vundet. For da vil han vide, at han i dybeste forstand er sin egen lykkes smed. Han vil forstå, at det som det kommer an på, er at begære den rette, at samle sine inderste ønsker, sin dybere vilje, om et stort, værdifuldt livsmål. Er det et mål , der er stort i det indre, i kernen, da vil det ydre forme sig derefter, og da vil Nemesis, da vil den guddommelige retfærdighed lade dig høste, som du har sået".

At han selv drømte og ville det rigtige, at hans mål var stort i kernen, derfor er hans liv og hans livs mål tilstrækkelig bevis.

Einar Alexander Foss er udgået af en gammel dansk slægt, der kan følge sin slægtstavle mere end tre århundreder tilbage. Han fødtes den 1. oktober 1858 i Viborg som søn af stiftlandinspektør Vilh. Daniel Chr. Foss, der i 1852 havde ægtet datter af etatsråd, kgl. bygningsinspektør Kornerup. Faderen døde allerede i 1862, og moderen flyttede da med sine tre sønner af hvilke Alexander Foss var den mellemste, til København, hvor familien kom til at bo i Blankogade, den nuværende del af Fredericiagade, mellem Bredgade og Amaliegade, med en herlig udsigt over Amalienborg, havnen og Kristianshavn. Det har næppe været nogen herskabelig lejlighed, hvis leje var 180 Rigsdaler om året, selv om pengene for tredsindstyve år siden var adskilligt mere værd end nu, men lejen svarede da også godt til indtægterne, der ialt androg ca. 1000 Rigsdaler. Den unge enke, der knap var 30 år, da hun kom til København, synes dog at have været et ualmindeligt dygtigt menneske, der til fulde forstod den vanskelige kunst at få meget ud af lidt, og børnene fik en udmærket opdragelse.

Alexander Foss blev sat i Haderslev Læreres Skole, og herfra dimitteredes han i 1875 som matematisk student med 1. karakter med udmærkelse. Året efter tog han filosofikum med første karakter, og gik derefter ind på den polytekniske læreanstalt, hvor han 5 år efter tog sin eksamen som bygningsingeniør, ligeledes med 1. karakter. Efter eksamen aftjente han sin værnepligt i halvandet år, et afsnit som senere resulterede i en udnævnelse til sekondløjtnant i Hæren, og søgte derpå praktisk uddannelse som tømrer ved brobygnings- og havnearbejder. I 1884 blev han knyttet til Hakkemose Teglværk ved København, hvor han skulle forestå og igangsætte en ny kakkelfabrik, hvorved han fik lejlighed til at stifte praktisk bekendtskab med teglværksindustrien og samtidig studere den mere keramiske side af lervareindustrien. Han tilbragte hermed to år, da han gennem en af cheferne for ingeniørfirmaet F. L. Smidth, ingeniør Poul Larsen, hvem han havde gået sammen med på læreanstalten fik opfordring til at indtræde i firmaet, hvilket skete den 1. oktober 1885.

  Om Einar:

1. Han blev døbt den 11 Nov. 1858 i Viborg, Sortebrødre Sogn, Viborg Amt, Danmark.

Einar blev gift med den 6 Jan. 1891.