Marie Eriksdatter [210069]

  Notater:

efterslægt fra http://www.fleng.dk/slaegten/

Fra J. P. Wammens slægtshistorie
Marie Eriksen, min hustrus moder, er født i Øster Brønderslev den 27. december 1842. Hun blev holdt over dåben af sin moster, ungpige Kirsten Andersdatter fra Vrinsted. Blandt de mandlige faddere nævner jeg Jens Peter Larsen, tjenende hos barnets forældre. Hun var kun 12 år gammel, da hun mistede sin moder.
Da fadderen giftede sig igen, kom hun ud at tjene på den nærliggende herregaard Burholt, hvor hun skulle være gåsepige. Det var en meget kedelig bestilling. Når hun af og til smuttede hjem, fandt hun tit sin lille broder liggende grædende i vuggen. Hun listede tit et stykke brød med hjem til sine søskende; thi de var så sultne.
Da det led ud på efteråret fik hun en stor kasse ud til sig at sidde i. Den kunne hun så vende efter vinden. Der var på gården en lille sygelig pige på hendes alder. Hun havde så ondt af Marie, fordi hun skulle sidde så alene der ude ved gæssene hele den lange dag, mens hun selv kunne løbe omkring, hvor hun ville. Da hun en dag var med sine forældre i Aalborg købte hun en kunstig udskåren syskrue og forærede Marie. Den lille pige døde, men Marie gemte syskruen som helligdom, og den er nu gået i arv til min Margrethe.
I vinteren 1856-57 gik hun til præsten. Hun var da i en gård, Vester Kornum, helt ude ved Vildmosen i Vester Brønderslev sogn. Her boede hendes stiftsmoders broder, Christen Andersen. Herfra gik hun til skole i Vester Brønderslev og til præst i det halvanden mil vest for beliggende Jerslev. (Der må ingen præst have været i Serritslev-Vester Brønderslev eller har måske de tre sogne været sammenlagt?). Det traf ind med meget snefald den vinter og børnene måtte tit vade igennem høje snedriver. Det var især slemt for pigerne, fordi de ingen benklæder havde på, det brugte man ikke den gang.
Præsten, hr. Bøggild, har indført følgende i hendes skudsmålsbog:


”Ved eksamen, 1. april 1857 blev hun udskrevet af Vester Brønderslev skole med ret gode kundskaber. Første søndag efter påske 1857, den 19. april blev hun konfirmeret i Jerslev kirke. Hendes forhold under konfirmationsforberedelsen: meget sømmelig”


Fra 1. maj blev hun nu tjenestepige i V. Kornum. Her blev hun i tre år, skønt hun ikke havde det godt. Kosten var ussel. Arbejdet tit over hånden. Og søvnen hun fik, var så utilstrækkelig, at hun blev nervøs. En nat kl. 2. stod hun i søvne op af sin seng og vågnede til sin store forskrækkelse siddende i bar linned imellem to køer ude i nødset.
Men skønt hun således måtte døje en hel del, så faldt det hende ikke ind, at det kunne være anderledes. Hun var en lille tålmodig og gudfrygtig pige, der med stor trofasthed udførte, hvad der blev hende på lagt, selv om hun blev syg af overanstrengelse.
Hun flyttede fra V. Kornum 1. november 1860 og Christen Andersen skrev således i hendes skudsmålsbog: ”Bemeldte Marie Eriksdatter har tjent mig fra 1. maj 1857 til 1. november 1860 og i denne tid opført sig ”kærlig og tro!” Hvad han har ment med det sære ord får stå hen som en gåde, hvis løsning, han har taget med i sin grav. Måske har han dog ment ”hæderlig”


Herfra flyttede Marie til Vollerup i Emb sogn, hvor hun kom til at tjene som enepige hos en gårdmand, der hed Jens Larsen Sørensen. Her var hun glad for at være og her blev hun så de følgende tre år. Hun fortalte senere tit om livet, der var pa gården, og hvad jeg her meddeler er efter hendes egen fortælling.
Konen hed Karen, og hun havde været kokkepige på Børglum Kloster og var overmåde god til madlavning, hvilket nu kom Marie til gode; thi hun havde stor lyst til at lære. Jens Larsen havde også tjent i herskabelige huse, og der var derfor en lidt finere snit over dette hjem, end den gang var almindelig i bøndergårde. Rigtignok levede de så vidt mulig af gårdens produkter; men Karen forstod at tillave maden på forskellig vis, og derfor blev kosten aldrig ensformig. Det samme gjaldt livet der. Jens Larsen var en overmåde morsom mand, der kunne få arbejdet til at gå med liv og lyst. Tit måtte både Karen og Marie med i marken; men sådanne dage kogte de en grydefuld grød og satte den i forenden af sengen, så kunne den holde sig varm til middag. Når de så kom hjem jagede de til at lave en flæskepangekage, og så var middagsmaden på bordet til tiden. Det kunne Jens Larsen lide, og han glemte ikke at rose sine skrappe kvinder. Marie fortalte tit, at den dag hun kom, der skulle de både brygge og bage, og kone sagde til hende: ”Vi jager dig vel hen!” men Marie svarede, at hun ikke var så let at jage hen.
De havde to børn, da Marie kom der og de fik tre til, mens hun var der. Det var jo hårdt nok ved Jens Larsens ”bette Karen” Han var da også meget omhyggelig for hende, og hun måtte på ingen måde komme op af barselsseng førend der var hengået tre uger. Hun var jo meget ked af at ligge så gruelig længe og lå undertiden og sang i højen sky for at vise, at hun intet fejlede; men alt hendes kunster hjalp hende ikke, hun måtte føje sig efter ham i det stykke ellers kunne hun godt fa lov at råde og de levede et smukt og godt liv med hinanden. Når hun så sådan var i ufrivillig fangenskab, kom han mange gange om dagen smuttende ind og gjorde løjer med hende og børnene. Således fortalte Marie sine børn om Jens Larsen og Karen.
Mens Marie var i Vollerup, blev hun forlovet med en fattig karl, som hun imidlertid mistede ved Dybbøl 1864. De nærmere omstændigheder herved kender jeg ikke; men i en af sine stilebøger fra et danskkursus i København 1877 har Søren Olesen siddet og nedskrevet en mærkelig historie, som sikkert vedrører dette forhold.
Han har fået til opgave, at skulle fortælle om en ædel personlighed grebet ud af livet og fortæller så om en lille fattig dreng fra Vendsyssel, som han har kendt og som han nu benytter lejligheden til at tegne en lille minderune. Jeg har nu her gengivet grunden af denne historie:


”Han er født 1842 (altså lige gammel med Marie) i en lille by, der hedder Vollerup, (der findes i Vendsyssel en by af dette navn) og hedder Peder Jensen. Hans fader hed Jens Pedersen er ernærede sig og sin familie ved at gå på daglejer hos gårdmændene i byen. Han var godt lidt, fordi han altid var glad og tilfreds. Moderens navn er ikke nævnt; men hun var i al den tid, han kendte hende, en stille, sygelig, men from kvinde. Desuden havde Peder en lille søster, som hed Stine. Hun var værkbruden, men ellers livlig og flink (=kvik)
Nu skildre han så, hvor god den lille Peder var ved sin moder og søster, og hvor kønt et forhold, der var i denne familie, så de unge tit sagde: ”Bare vi en gang, når vi skal giftes, kunne få de så skønt, som de har det ved Jens Pedersens.”
Imidlertid døde moderen, da Peder var 11 år gammel. Peder og hans lille søster stod ved graven og græd, ”og”, skriver han, ”jeg har aldrig, hverken før eller senere set nogen græde så bitterlig og så hjertegrebet.”
Faderen giftede sig igen og Peder og Stine kom ud at tjene. Så blev Stine syg. Hun kunne ikke holde ud; men hjem måtte hun ikke komme for stiftsmoderen, og så skulle hun jo på sognet. Peder besøgte hende hver aften og trøstede hende og da halvåret var forbi, lejede han hende ind hos nogle gode folk for en mark om ugen, det var jo næsten alt hvad han tjente, men han blev trostig ved indtil lille Stine også gik til hvile. I sognet var der dog nogle gode folk, der med præstekonen i spidsen samlede 50 Rrd. Sammen og købte to sæt nyt tøj til ham.
Så gik der nogle år, Peder havde været soldat (han gik for tidlig) og han var bleven forlovet, men folk lagde mærke til, at han ikke var så glad som før.
Da krigen udbrød 1864 blev Peder indkaldt. Han kom så om aftenen for at sige farvel til Søren Olesen, som den gang endnu ikke havde været soldat.
De talte en del sammen. Til sidst sagde Peder: ” Du ved jeg er forlovet med en god lille pige; men der er ingen af os, der er rigtig lykkelige derover, vi var kun 18 år den gang og jeg tror, at vi begge føler, det var en barnestreg, vi begik den tid; men ingen af os har kunnet få sig til at bryde forholdet og det er derfor jeg det sidste år har gået og været så tung i sind; thi jeg forstår, at vi aldrig kan blive lykkelige med hinanden. Nu har jeg tænkt, at hun skal arve mig, hvis jeg ikke kommer tilbage, og det ville jeg gerne have dig til at ordne for mig. Jeg tror ikke, jeg kommer tilbage – tilføjede han -, thi i nat drømte jeg, at min moder og min søster kom mig syngende i møde og vinkede ad mig med et stykke papir, idet de sagde. ”Tag det, og kom så op til os!” Men dette stykke papir lignede ganske det, lægsmanden kom med i dag, der for mener jeg, at jeg har pas både til krig og fred.”
Så drog Peder af sted, og han kom aldrig tilbage. Han var med på tilbagetoget fra Dannevirke, og mens han lå i Sønderborg, skrev han med blyant et brev til Søren Olesen, som han efter hukommelsen gengiver således:
”Sønderborg den 8 (?) marts 1864


Kære ven!
Du kan tro, jeg er lykkelig, jeg er fanebærer. Jeg blev så glad den dag, den blev leveret mig, at jeg med tåre i øjnene takkede vor Herre for den. Nu om en time skal vi over til Dybbøl, og der skal jeg døbes til bannerfører. Dersom du skal spørge, at jeg i slaget fik forfald, så ved du, hvor jeg er. Lev således, at vi glade kan samles der. Falder jeg, kom så og løs mig af.
Hils Maria og sig hende tak for følgeskab. Gør du vel imod hende, hvis hun skal komme til at trænge til en vennehånd. Hils endelig præsten og fortæl dem, at i dag marcherer korporal Peder Jensen med 11. regiments fane over i Dybbøl Skanser. Hils alle dem, der har været gode ved mig og sig dem tak.


Hilsen fra din ven
Peder Jensen”
Nogle dage efter kom hans navn i bladene, han var imellem de savnede.


Ja, således lyder historien, og det forekommer mig, at det må være en virkelig historie. Derpå tyder jo også spørgsmålstegnet ved brevets datum. Det ville jo være ganske uden grund at sætte et spørgsmålstegn her, hvis det hele var opdigtet. Pigen hed jo også Marie, og Søren Olesen staver oven i købet navnet med ”a” således, som han altid skrev sin kones navn. Dette kunne jo også tyde på, at det var den samme Marie, som senere blev hans hustru.
Kirkebogen for Emb sogn udviser da også, at der i 40rene levede en husmand i Vollerup, der hed Jens Pedersen, og hans kone hed Mette Marie Jacobsdatter. De havde en søn, der hed Peder Jensen, så det falder jo godt i tråd; men nu melder sig vanskelighederne: Jeg har ikke kunnet finde nogen ”Stine”. Peder Jensen er født 23. april 1846, og moderne, Mette Marie døde først i 1864.
Dog er det sikkert alligevel denne Peder Jensen, Marie var forlovet med. Historien fra moderens grav ligner ganske Søren Olesens egen. Også han var 11 år, også han havde en lille sygelig søster ”Stine”, og præsten sagde ganske de samme ord ved hans moders grav, som han lader denne præst sige ved Peders moders grav: ”Hun var en af de virkelige hellige o.s.v. (se side …)
Peder var 1864, 18 år gammel. Han kan derfor godt være gået med som frivillig. Dette forudsætter vel, at han har været stor og kraftig af sin alder, og ellers var han vel heller ikke bleven udtaget til fanebærer. Men så kan han vel også have været forlovet med den fire år ældre Marie, der var lille og barnlig af væsen.
En ting endnu. Den Peder Jensen, der var født i Vollerup 1842, kan Søren Olesen aldrig have kendt; thi han var selv født i dette årstal i et sogn beliggende langt imod nord og først i 1862 kom han til disse egne. Han kan heller ikke have set Peder som 11 årig ved sin moders grav. Er han derimod fire år ældre, bliver det hele mulig, og netop 1863 tjente Søren Olesen i Holte, en halv mil syd for Vollerup. Han var dengang just bleven kristelig vakt og kan således godt have stiftet bekendtskab med en gudfrygtige Peder Jensen.
Nu, nok derom.

Da Marie havde tjent Jens Larsen i Vollerup i re år, søgte og fik hun pladsen som mejerske og kokkepige hos forpagter Theodor Meyer på Børglum Kloster. Det var efter Karens anbefaling, thi fru Meyer sagde, at hun ikke var bange for at antage Marie, når hun havde været hos Karen i tre år. Før hun drog af sted fik hun følgende vidnesbyrd i sin skudsmålsbog:
”Bemeldte Marie Eriksdatter har tjent ærlig, tro og lydelig far 1. november 1860 til datum.”
Vollerup den 1st november 1863
Jens Larsen Sørensen

I Børglum Kloster tjente hun nu som kokkepige i fem år, og det er naturlig, at mange af hendes minder knyttede sig til denne mærkelige herregård. Den ejedes den gang af en Rotbøll, som også stundom opholdt sig på gården med sin familie. Rotbøll skildre hun som en overmåde tvær og utilnærmelig herre, men forpagter Meyer havde en lille pige på fire fem år, hende kunne han alligevel ikke stå for. Når hun så han i gården, løb hun straks hen til ham og ville tage ham i hånden, og når han så snærede: ”gå væk tøs!” til hende, så lagde den lille hoved på siden af sagde med sit sødeste smil: ”Do er vred i dag Jotbøl!” Den kunne han ikke stå for. Sommetider kunne hun komme i tanker om, at hun ville ind til ham i hans værelse. Så bankede hun ganske sagte på døren og sagde: ”Lot op Jotbøl! Lot op Jotbøl!” Hvis han så snærede sit ”Hold kjæft tøs!” så blev den lille vred og sparkede på døren og råbte: ”Lot op – Jotbøl, Do skal stu lot op Jotbøl!” Så måtte han give sig.
Børglum Kloster ligger så højt, at den kan ses over store dele af de syd for liggende enge. Når man i høsttiden manglede folk, hejsede man et flag, og så viste de omboende, at nu var her arbejde at få på herregården. Undertiden kunne der være mellem 30 og 40 karle, og så var der rigtignok noget at tage hånd i hanke med for den lille kokkepige; men hun holdt trofast ud, kom tidlig op og sent i seng, uden at kny. Hun lavede godt mad, var venlig og flink imod karlene; men ellers holdt hun sig for sig selv, og da de mærkede, at hun ikke ville være med i deres lag, lod de hende være, den hun var. Sin løn var hun overmåde sparsommelig med, så Meyer næsten hvert år kunne sætte det meste af det i banken i Hjørring. Hun havde også et får til græsning, og det fik hvert år to lam, som Meyer afhændede for hende så fordelagtig som muligt. Meyer roste derfor tit Marie over for de andre folk, som et eksempel på pligttroskab, dygtighed, trofasthed og sparsommelighed, og derfor kaldte folket der på gården hende tit for spøg ”Faars og Muers kjellebarn!”
Således svandt nogle år. I høsten 1866 kom Søren Olesen til Børglum Kloster, efter at han i vinteren 65-66 havde boet i Smersted som skomager. Her på Børglum skulle han i rasphøsten være sejl- og sadelmager, men i kornhøstens tid var han underforvalter.
Han og Marie blev nu nærmere kendt. ”Hun ville gerne tale med ham om, hvad der hører Guds rige til, og hun var en naturlig (det vil sige: uden al skaberi) og en god pige” Således skrev han senere om hende. Da han ud på efteråret drog fra Børglum var de enige om at ville være mand og kone, så snart de kunne få fod under eget bord. De var da begge 24 år gammel.
Den vinter arbejdede Søren Olesen hos skomager Gad i Vrensted. Det var nær ved Børglum Kloster. Men Gade var en fordrukken hund, der ville slå sin kone. Derfor brød han om foråret 1867 op herfra for at nedsætte sig i Høgsted i Vrejlev sogn som skomagermester. Men om efteråret 1867 følte han et stærkt kald til at blive børnelærer. Han fulgte så med Niels Peter Jespersen til Mors, gik i lære hos ham om vinteren og blev så foråret 1868, 26 år gammel friskolelærer ved Dragstrup Friskole, og herfra kom han i foråret 1869 til Galtrup Friskole, som han købte af N.P.Jespersen.
Marie og Søren kom nu sjælden sammen, men droges jo stadig imod hinanden, og så gik der jo stundom et lille brev imellem dem. Maries breve er tit religiøse. Således skriver hun 4. juni 1868:

”- uden Jesus kan man ikke have det rigtig rart eller godt. Han er den, der både kan og vil hjælpe dem, som ham bede. De, der ingen lyst har til at bede til ham, kender ikke vor herre Jesus og Frelser, som man altid bliver glad i hjertet ved at tænke på. Den der tror på ham, kan se ud over alle ting, da vi ved, at vi har et borgerskab i himlen, der som vi vil pynte os med ham og fælge ham i korsets spor. Og han vil selv hjælpe os til at bære korset, og han er også den eneste, der kan!”

I slutningen beder hun ham om at opskrive numrene på nogle af de salmer, de synger dernede hos ham. Så minder hun ham om, at de sidste sommer fulgtes ad til grundlovsfest; men i år går det ikke sådan til.


Næste brev er skrevet den sidste søndag i juni, og nu er Søren Olesen ved lejren i Hald:

”- jeg synes, det er morsomt, at du er bleven kok. Det er et morsomt arbejde at lave mad, når man kan få noget at lave af, der ikke er fordærvet. – Jeg tænker nok, du forstår at få det, som det skal være, siden du har i sinde at gøre mesterstykket, inden du rejser, men pas så på, at det ikke svides, for så er jeg bange for du falder igennem ved et mesterstykke, min lille gode Søren!”


Om efteråret kom Søren Olesen tilligemed to af sine kæreste elever, Anders Svendsen Houmøller og hans broder. De kom vandrende til Børglum; men da de skulle hjem, fik Marie lov til at dem til Nørre Sundby med Meyers befordring. Herom skriver Marie 15. oktober 1868:


”Jeg kom godt hjem kl. 1 med de små gule. På vejen morede jeg mig med at synge for ikke at falde i søvn. Madammen syntes, det var rart, at jeg var glad ved den lille tur – og jeg takkede så hende fra dig og fra mig for befordringen.”


Madammen havde også spurgt hende om hun ville være der til næste år, hvortil hun havde svaret: ”Nej, det kan nok ikke lade sig gøre!” – ”Nå så skal du vel giftes?” spurgte hun så. ”Ja, det var ikke videre bestemt endnu!” ”Ja, det er der ikke noget at sige til; men hvis du vil blive ved at tjene så vil jeg gerne have, at du skal blive her!”


Den 9. november 1868 skriver Marie fra sit hjem i Øster Brønderslev, hvor hun har været for at tage afsked med sin broder, Henrik, der om et par dage skulle rejse hjem til Gjesten med sin unge hustru:


”- Nu rejser jeg i dag til Nørre Kornum. Derfra til min moster Kirsten i Filholm, derfra til Kloster, derfra til din søster i Marigaard og derfra til Løkken.”


Her havde hun nemlig for vinteren taget plads hos en syjomfru. Den 20. december 1868 skriver hun igen fra Kloster, hvor hun og syjomfruen er at sy. Søren har haft lidt modgang, og i sin nedtrykte sindsstemning, har han skrevet til Marie, at hun vel også snart var ked af ham. Herpå svarede hun så:


”- Jeg blev så ked af det, da jeg så, at du antager mig for sådan ustadig en, at jeg skulle være ked af dig, og du er endda det bedste, jeg har på jorden. Jeg har altid troet, at du ville mig det bedste, og jeg vil også gøre det så godt, som jeg kan for dig! Men det havde jeg ikke tænkt på at spørge dig om, kære Søren, om du var ked af mig - Jeg drømte i nat, at vi skulle giftes og jeg så vore navne skrevet på et stykke papir.”


Den 25. marts 1869 skriver hun fra Nørre Kornum. Hun er nu færdig med at sy, og det er nu bestemt at hun skal på Galtrup Højskole den sommer:


”Så venter jeg dig til majdag.” skriver hun, ”men jeg kan ikke have alt mit tøj i min kiste; men jeg har tænkt, om du ikke vil have din kiste derover, for så kunne jeg få noget deri. Hils Anton og alle dine venner fra mig og vær selv hilset fra din, Marie Eriksen.


Ved hendes afrejse fra Børglum Kloster får hun følgende påtegning i hendes skudsmålsbog:

”Bemeldte Marie Eriksdatter har tjent hos mig fra 1st. november 1863 og til dato og i den tid opført sit i alle henseende til min kones og min fuldkomne tilfredshed, hvorfor vi begge ønsker, at det må gå hende godt.”
Børglum Kloster den 1st. novbr. 1868
Theodor Meyer.
Den 3. juni melder hun tilgang til Galtrup sogn på Mors; men hun er dog nok kommet der til 1st. maj.
Så kom Marie på Galtrup Højskole. Friskolen, hvor Søren Olesen var lærer, lå lige ved siden af; men han holdt allerede den gang foredrag på højskolen. Gamle Ani Velleste i Romlund var sammen med hende på skolen, og hun har fortalt mig, at Marie var sådan en lille stille en; men en rigtig pæn pige. Om aftenen gik hun gerne hen til friskolen til Søren Olesen.(Lærer, Galtrup friskole 1869-75)
Og så fejrede de deres bryllup hos Henrik Kusk i Dragstrup. Vielsen foretages i Dragstrup kirke af den unge pastor Christensen fra Tæbering, senere Smidstrup. Det var den 27. juli 1869. (Fejl 26. juli)

  Dødsnotater:

Ved død bosat Nørrebro , Nykøbing Mors AO opslag 134

Marie blev gift med Søren Olesen [210581] [MRIN: 89355] den 28 Jul. 1869 i Øster Jølby. (Søren Olesen [210581] blev født den 18 Jul. 1842 i Ugilt, døde den 26 Jul. 1902 i Skanderborg Sygehus og blev begravet den 2 Aug. 1902 i Ansgarkirken, Øster Jølby.)

  Parnotater:

AO opslag 110